Kundeprofil : Nygaards Turist & Minibusser

Ejner Møller Andersen, Nygaards Turist & Minibusser i Sorø
Nygaards Turist & Minibusser

Hverdagen er blevet noget nemmere på det lille kontor hos Nygaards Turist & Minibusser i Sorø, hvor Ejner Møller Andersen og Maria Jørgensen styrer kørslen for firmaets 18 minibusser, som udfører handicap- og specialkørsel for Sorø Kommune, Flextrafik for trafikselskabet Movia samt patientbefordring for Falck. De to udgør sammen med indehaveren Peter Nygaard det administrative team i busselskabet. Firmaet kører også turistkørsel i ind- og udland med 4 store turistbusser for forskellige rejsebureauer. Busselskabets nyeste tiltag er anskaffelse af en sygetransportbil til liggende patientbefordring.

Skiftet til FleetSched

Tidligere blev den daglige planlægning udført i et hjemmelavet manuelt system, hvor hver passager, som skulle afhentes, havde en fortrykt seddel. Sedlerne blev flyttet rundt, indtil de enkelte ture var sat sammen. Til sidst blev turlisten skrevet rent og udleveret til chaufføren. - Det krævede et stort skrivebord, og man skulle have rigtig mange ting i hovedet, siger Ejner Møller Andersen. Nu foregår planlægningen på bookingsystemet FleetSheed og med flådestyringssystemet WinFleet* som kommunikations- og dokumentationsmodul. Det fysiske skrivebord med sedlerne er skiftet ud med computerskærmens skrivebord, og alle de små detaljer, som tidligere skulle huskes i hovedet, er nu lagt ind i bookingsystemets databaser.

Handicap- og specialkørsel kræver styring

Kommunal handicap- og specialkørsel er en meget sammensat opgave, som kræver meget af planlæggere og chauffører. Passagererne er hovedsageligt skolebørn og pensionister, som har brug for en særlig service – forskellig fra person til person. Al kørsel er dør-til-dør, og ofte kræves en hjælpende hånd med kørestol, gangstativ eller rollator. Nogle har psykiske lidelser som ADHD eller demens. Stort set alle passagerer er visiterede til kørslen i kommunens system. Alle disse specielle behov stod tidligere på sedlerne eller blev husket af Ejner Møller Andersen. Nu er de lagt ind i FleetSheed-systemet, og kan hentes frem, når der er brug for dem.

Sådan foregår planlægningen

Udgangspunktet er en skabelon for hver ugedag – tilpasset skolernes og ældrecentrenes ugeprogram. Skabelonen hentes frem og tilpasses til dagens kørselsopgaver. Og herefter tilføjes de små eller større tilpasninger, der altid vil være. - Der er som regel nogle af de faste passagerer, som ikke skal med, eller f.eks. nogle skolebørn, som skal hentes eller bringes til andre adresser end hjemadressen, hvis de er i aflastning eller skal hjem til den anden forælder, hvis forældrene er skilt, fortæller Ejner Møller Andersen. – Det betyder næsten hver gang, at ruten ændres, og det betyder også, at der kan blive plads til nye bestillinger. En anden stor forandring og lettelse i hverdagen er, at dagens ture sendes ud til chaufførerne over det elektroniske kommunikationssystem, sådan at chaufføren hurtigt har alle bestillinger på skærmen i bilen. Også når der sker ændringer, kan chaufføren straks se den nye turplan.

Kontoret hos Nygaards Turist & Minibusser er også bestillingscentral for de ture, som besluttes fra dag til dag, f.eks. kørsel af ældre til læge eller tandlæge. Her kan det hurtigt afgøres, hvilken bil der nemmest kan klare den nye bestilling. - Vi kan se, hvem der er i nærheden og hvem der har tid, fortæller Ejner Møller Andersen. –Og én ting er planen, men noget andet er den praktiske udførelse. Den kan vi også følge med på WinFleet*, hvor vi over GPS kan se, præcis hvor bilerne befinder sig. Også dagens små og store ændringer sendes ud til bilerne elektronisk, og chaufføren har på den måde hele tiden den helt aktuelle turliste at køre efter. Ejner Møller Andersen foretager selv den endelige turplanlægning og chaufførernes vagtplanlægning, hvor der er taget hensyn til forhold som chaufførernes arbejdstid, pauser og andre forhold. Der er stadig mange ting, Ejner Møller Andersen skal huske i hovedet.

*Winfleet er et webbaseret flådestyringssystem. Produktet forhandles separat af protracking